Der har tit været fokus på, at hvis man køber sin pakkerejse i Danmark, så er man sikret af Rejsegarantifonden, hvis sælgeren af pakkerejsen går konkurs. Dette er korrekt, men du er også dækket mod konkurs, hvis du køber din pakkerejse i udlandet, så længe der er tale om et EU land. Alle lande inden for EU er forpligtet til at sikre rejsende mod konkurs ved køb af pakkerejser.

Den danske rejsegarantifond dækker dog ikke kun rejser købt i Danmark, men også rejser købt i andre EU lande, så længe at rejsebureauet har et kontor i Danmark.

Køber du din rejse i et andet EU land og har rejsearrangøren ikke kontor i Danmark, er du ikke dækket af de danske regler, men du er stadig dækket af det pågældende lands regler. Disse kan i praksis variere, men du vil under alle omstændigheder være dækket, hvis rejsearrangøren går konkurs, så du vil kunne få dine penge igen og få arrangeret hjemtransport, hvis det er relevant. Spørg din rejsearrangør for de specifikke detaljer angående garantien i det pågældende land.

Bemærk at rejsegarantireglerne, kun dækker pakkerejser. De dækker ikke, hvis du selv køber dine flybilletter og hotelovernatninger separat.